Broad framings and high ambitions
Grundridset i Granes fortælling er, at benchmarking (og dermed nøgletalssystemer) blev et fælles om end uklart svar på en lang række udfordringer, der var introduceret op gennem 80’erne og 90’ernes udviklingsprogrammer for byggeriet. Og om hvordan branchens aktører først var med til at definere nøgletalssystemet og siden reagere mod det i takt med, at det blev konkretiseret og indført i praksis. Det er med andre ord historien om et initiativ, der i Granes terminologi startede med ”broad framings and high ambitions”, og som gradvist måtte sænke ambitionsniveauet i takt med, at det blev virkeliggjort.
Som altid har den slags ph.d. afhandlinger ikke de mest kioskbaskeragtige titler: The institutionalization of benchmarking in the Danish construction industry. Men især afhandlingens empiriske kapitler er stærkt underholdende og et must-read for alle, der trænger til et brush-up på dansk byggeris udviklingshistorie fra 1960’erne og frem. Afhandlingen handler om nøgletalssystemet. Men mon ikke at den også siger noget om dynamikkerne i de mange andre udviklingsinitiativer, der har været for byggeriet. Den rejser under alle omstændigheder det principielle spørgsmål: hvordan skaber man bedst forandring i byggeriet? Med fare for at virke som de konsulenter vi jo er, vil vi gerne reformulere spørgsmålet ind i en 2x2-matrice og stille spørgsmålet: hvor placerer et sektorudviklingsinitiativ sig bedst i følgende figur, hvis målet er på sigt at udvikle byggeriet mest muligt?
Byggeriets nøgletalssystem starter oppe i højre hjørne og bevæger sig ned mod det venstre. Men er det nødvendigvis skidt? Normalt plejer vi jo at sige, at det er lettere at tæmme en vild ide end at gøre en tam ide vild. Og tager vi Realdanias ambitiøse satsning på udvikling af systemleverancer i regi af Byggeriets Innovation – som vi jo kender bedre end de fleste – startede det vel oppe i venstre hjørne. Det gav en klarhed og stringens i afprøvningen som mere bredt funderede sektorinitiativer vil have svært ved at opnå, men gav også udfordringer i forhold til at udbrede og koble resultaterne bredt i branchen.
Vi har ikke det endelige svar, hvor man med fordel kan starte i matricen, og hvor langt man skal flytte sig undervejs. En mulighed er selvfølgelig at acceptere den indbyggede nedjustering af ambitionsniveauet og vedkende sig, at fælles udvikling i byggeriet sker med nogenlunde samme hast som en kontinentalforskydning. En anden tilgang – som vi hælder mere til – er, at vi for at bevare radikaliteten med fordel kan forlade ideen om, at alle udviklingsprojekter skal være for alle. At vi i stedet for at tænke byggeriet som en samlet branche bør anskue den som en række nicher, med hver sine udviklingsproblematikker og derfor også med hver sine udviklingstiltag. Hvad der mistes gennem fælles branchekoordinering vindes måske ved de udviklingsressourcer, der frisættes lokalt. Måske er det resultaterne, og ikke drømmene man skal dele.
Tak til Grane Rasmussen for lån af foto.
